Jeg føler mig meget sårbar, og skrøbelig indeni. Føler ikke
der skal ret meget til at vælte mig ud af kurs. Jeg føler mig udtømt for energi
rent psykisk. Jeg føler ikke jeg har kræfter til at blive ved med, at kæmpe,
for energien og lysten til det er væk. Ikke der med sagt, at jeg ikke vil leve
mere. Jeg har bare lyst til at give slip, og ikke bruge så meget energi på, at
holde mig selv oppe. Mit overskud er væk, så jeg bruger meget energi på, at
komme igennem en almindelig dag. Jeg er tom for glæde og positive følelser. Tilbage
er der kun dysterhed, og en stor lyst til at give efter for mørket, og lade mig
opsluge af det.
Jeg ved ikke om det er et tilbagefald i min depression eller
om jeg bare af inde i en dum periode, men uanset hvad det er, så er det rigtig
ubehageligt, og svært at holde ud, at være i. lige nu ved jeg ikke, hvad jeg
skal gøre, for at få det bedre igen. Jeg synes jo, der sker gode ting, og
alligevel bliver jeg ved med, at have det rigtig skidt. Jeg ved ikke, hvor
længe jeg kan holde det ud. Jeg kan ikke holde ud, at være inde i mit eget
hoved, men det kan jeg jo blive nødt til. Mine tanker er tågede at dysterhed,
og jeg føler ikke, at jeg kan tænke klart. Alting føles meningsløst, og
fuldstændig ligegyldigt. Den indre uro fylder også en hel masse. Jeg er stadig
meget frustreret over samtalen med min psykiater i går. Jeg føler jeg
forsvinder længere og længere ind i mit eget indre mørke, hvor kun jeg selv er.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Så jeg opgiver, at tage stilling
til det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar