Onsdagstanker

Det er lidt tid siden jeg har skrevet en blog, og nu har jeg lyst til at skrive lidt. Det er bare lidt svært, fordi ordene føles ret langt væk. Jeg føler ikke jeg har noget særlig interessant, at skrive om. Jeg synes tit, at andres blogs er meget mere interessant end mine egne. Jeg føler jævnligt, at det jeg skriver om er virkelig kedeligt, og intetsigende.

Nu har jeg været sat op i min antidepressive medicin i noget tid, og jeg synes det hjælper mig rigtig meget. Jeg føler mig mere stabil nu end inden jeg blev sat op igen. Dog er det stadig svært især om aftenen. Det er som regel der, hvor jeg har det værst. Så intet nyt der. Den første uge med den nye dosis var jeg ret plaget af indre uro, men det er heldigvis gået væk nu. Jeg måtte bruge noget mere PN den uge end vanligt.  

Jeg har også fået mine afstandsbriller, for nogle uger siden. Jeg føler de hjælper mig meget, så jeg ikke skan anstrenge mig så meget, når jeg bevæger mig rundt udenfor. Der er også filter i, så sollyset bliver dæmpet ligesom solbriller bare ikke lige så mørke. I starten skulle jeg vænne mig til dem, og det er jo meget naturligt. Nu synes jeg efterhånden, at jeg er blevet vant til at gå med dem.

Jeg ved ikke lige, hvad der sker for tiden. Her de sidste dage har trangen til selvskade været ret stor, og med trangen kommer en masse forestillinger om, hvordan jeg skader mig selv. Når jeg har de forestillinger føles de meget virkelige, og jeg mærker fornemmelsen af, hvordan jeg skader mig selv, og føler smerten.  Jeg ser også, hvor på kroppen jeg skader mig selv. De her forestillinger kræver en masse energi, at kæmpe i mod. Når jeg har dem er lysten til at give efter for dem ret stor. Jeg har dog ikke gjort det endnu, og jeg gør det nok heller ikke.