fredag den 2. november 2018

Aftentanker

Det går ikke sådan super godt for tiden sådan rent psykisk. Tirsdag i denne uge blev jeg udskrevet efter at have været indlagt på psykiatrisk skadestue i en uge. Jeg er meget glad, og overrasket over at de beholdt mig så længe. Det har givet mig ro at være indlagt. Jeg tror jeg har fået det dårligt at Latuda, for det var efter jeg begyndte på det at det gik ned af bakke. Så det får jeg ikke længere.

Jeg har snakket med min psykiater i onsdags, og det var rart med en snak, og hun vidste godt at jeg havde været indlagt. Nu er jeg steget i den antidepressive medicin Sertralin fra 200 mg. til 250 mg. Så håber jeg det har en effekt på min tristhed og opgivenhed.

Det er hårdt at være hjemme synes jeg. Der er ikke nogen at tage fat i, når det hele er for svært at være i, og det var der jo på skadestuen. Jeg har tanker om at jeg gerne vil bo i et opgangsfællesskab, hvor der er personale, og det kan jeg snakke med min kontaktperson i distriktspsykiatrien om på tirsdag.

Det går ikke så godt med ikke at være selvskadende jeg er virkelig faldet i denne gang. Det er ikke så godt, men jeg føler ikke rigtig noget ved det udover at jeg synes det virker. Jeg har været det to gange efter jeg er kommet hjem. Og jeg var det to gange inden jeg blev indlagt. Mine tanker kredser om det hver dag, og jeg kæmper for ikke at handle på impulserne, men det er virkelig hårdt, og meget svært synes jeg. Især, når jeg føler at trangen til det fylder det hele, så kan jeg først finde ro, når jeg har skadet mig selv. Jeg får af vide af mange at jeg skal sætte noget andet i stedet for, men det er jeg ikke i stand til i øjeblikket.

Min veninde kommer her på et tidspunkt, og på den ene side glæder jeg mig til hyggeligt selskab, og på den anden side vil jeg bare gerne være i fred med mig selv og minedestruktive tanker. Jeg tror dog det er meget godt at jeg ikke skal være alene.

Jeg har tanker om at tage piller, for at få fred i mit hoved, men sjovt nok handler jeg ikke på denne tanke, men jeg handler på trangen til at være selvskadende ved at skære mig. Jeg tror det har noget at gøre med kontrol jeg kan ikke kontrollerer virkningen af pillerne, men jeg kan kontrollerer, hvad der sker, når jeg skærer mig.

Mine følelser er væk gemt under et tæppe af tomhed, og det betyder også at jeg ikke rigtig kan mærke, hvordan jeg har det. Der er bare tomt indeni. Er det godt eller skidt? Lige nu er det rart ikke at kunne mærke følelserne.   

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar