mandag den 26. juni 2017

Dagens fortælling



Der er i dag sket, for mig to store ting. Første ting er, at jeg er startet i Sundhedscentret her i Rødovre Kommune. Jeg er startet der, fordi jeg meget gerne vil tabe mig, og det kan de hjælpe mig med der. Bettina som hun hed ville vide, hvorfor jeg var kommet der, og jeg fortalte hende, at det er, fordi jeg er nået til et punkt, hvor jeg synes det er svært selv, at komme i gang med vægttabet, og at det hele står stille.vi starter med små skridt. Nemlig med at jeg til at starte med skal gøre det til en rutine at spise tre gange om dagen, da jeg der ved får det bedre i min krop. Jeg fortalte at jeg ikke får det gjort, fordi jeg kan glemme det, så jeg skal stille en alarm til frokost og aftensmad, så jeg husker og får spist. 

Jeg blev vejet, og det var ikke nogen opmuntrende ting, for jeg har taget mere på end jeg havde regnet med, men på den anden side kommer det ikke bag på mig, når jeg ikke har dyrket motion i et godt stykke tid, og spist en masse søde sager, så er det jo klart, at jeg har taget på. Jeg har faktisk aldrig vejet så meget, som jeg gør nu. Og som forventet er min mit BMI alt for højt. Dog har jeg en del muskelmasse, som også vejer en del, så det er ikke kun fedt. Den vægt jeg blev vejet på kunne måle en masse ting fedtprocent, min krops fysiske alder, som ligger på 43, muskelmasse, og hvor meget fedt jeg har omkring mine organer det sidste skal ligge på 13 og mit ligger på syv, så det er rigtig godt. Vi skal mødes torsdag i næste uge, hvor vi skal snakke om, hvordan det er gået med at få spist de tre gange om dagen. Jeg glæder mig til få startet der for alvor det skal nok blive godt er jeg sikker på. 

Senere på dagen fik jeg besøg af en journalist fra Ekstrabladet, som gerne vil fortælle min historie med min fortid, som selvskadende.  Til at starte med fik hun min livshistorie kort fra fødsel, og til i dag. Hun spurgte ind til, hvornår jeg skadede mig selv for første gang. Jeg fortalte i detaljer om den oktober mandag aften, hvor jeg første gang kradsede med neglene på min arm, og dannede et væskende sår, og hvilken forløsning det gav mig, fordi det sendte et sus af endorfiner rundt i min hjerne, da jeg påførte mig selv fysisk smerte. Det var afhængighed fra første sår. Jeg fik et fiks, et sus et stof, som jeg bare skulle have mere af. Jeg forklarede også, at jeg aldrig gjorde det for opmærksomhed eller som et råb om hjælp, men fordi jeg ikke kunne klare alt det, som fyldte indeni alle tanker, følelser og tristhed. Alt dette skabte et tryk, som jeg lukkede ud, når jeg skadede mig selv. Jeg blev også spurgt ind til, hvad jeg brugte til at skade mig selv med. Til at starte med negle derefter nøgler og til sidst sakse. Som jeg også sagde selvom jeg ikke skader mig selv længere er trangen og lysten til det der stadig ligesom en tidligere narkoman, som savner sit stof selvom vedkommende for længst er holdt op. I dag kan jeg ikke klare at se ppå billeder af folks selvskade, fordi det tricker mig meget.

Der var også en fotograf, som skulle tage en masse billeder af mig i forskellige vinkler, hvor jeg kiggede dud af vinduet, og hvor jeg snakkede med journalisten. Jeg skulle også vise, hvordan jeg ville skade mig selv, så der blev også taget billeder af mig, som sidder med saksen mod min arm, og det bragte nogle voldsomme følelser op i mig. Min veninde var der heldigvis til at støtte mig. Der blev også taget billeder af de få ar, som jeg har tilbage.

Det har været en hård dag følelsesmæssigt, men også en rigtig god dag, da jeg har startet vægttabsprojekt. Og har fortalt min historie om selvskade, som jeg gerne vil ud med.      

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder det spændende :-) Hvordan er du kommet i kontakt med Ekstrabladet?
    Held og lykke med forløbet i Sundhedshuset :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Min gamle ledsager kender hende journalisten, som jeg talte med, og derfor fik vi kontakt.

      Slet