Tanker om selvskade

Det er bare en rigtig dum aften det er der jo som sådan ikke ret meget nyt i, men det er dog lige ubehageligt hver gang. Mit hoved føles tomt, og jeg føler mig trist og opgivende. Alt føles ligegyldigt selv det at skrive, som ellers normalt plejer at give mig forløsning. Jeg kan ligesom ikke rigtig mærke de ord mine fingre på tasterne frembringer. Det er som om de ikke rigtig er en del af mig og mine tanker. Trangen til selvskade fylder også rigtig meget. Jeg savner smerten det giver, at se rifterne, og det blod der måske kommer, n år jeg har skåret mig. Gad vide, hvordan det til føles, når jeg har skadet mig selv? Vil jeg have det godt bagefter? Vil det føles rart? Eller vil jeg have det rigtig skidt?

Jeg kan sidde og kigge på nogle af de strategier der er skrevet ned på papir, og som hænger på min dør, som jeg kan bruge når jeg har det, som nu, men også det virker ligegyldigt, for jeg kan ikke overskue at holde fast i mig selv, og den del, som ikke vil ende med selvskade, for det kræver noget energi af mig, som jeg ikke føler jeg har. Burde jeg ringe til nogen? Og i så fald hvem skulle det så være? Der er kaos i mit hoved selvom jeg ikke vil holde fast i den del, som ikke vil være selvskadende, så har jeg faktisk ikke gjort det endnu, og jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt. Stemmerne synes det er skidt. Lige nu vil jeg se blod, rifter og mærke smerten fra dem. Jeg har billeder inde i mit hoved, som viser, hvordan jeg vil skade mig selv. Jeg føler mig låst fast, og fanget i mit sind. En eller anden slip mig fri! Det er kun mig selv, der kan gøre det.