Dokumentarprogram - Point of view

Sidste år i april var der nogle programmer på DR3, som hedder Point of view. I de programmer følger vi seks mennesker, som alle på hver deres måde har noget de kæmper med eller et tabu, som skal brydes. Der var en mandelig prostitueret, en overspiser, en alkoholmisbruger, næsten voksen, en transkønnet og en fyr har en dødelig hjertesygdom. De specielle ved disse dokumentarer, at de bliver vist fra den pågældende persons synsvinkel, som om vi ser det i gennem deres øjne. Vi ser aldrig deres ansigter, men hører deres stemmer, og deres historie. Det kamera de bruger sidder spændt fast på brystet, og så bliver deres hverdag filmet. Jeg har været fanget, og fascineret af de seks programmer, og skæbner.

Nu skal der så laves en ny sæson af POV. Jeg fandt en artikel i en gruppe på Facebook, hvor der stod, at de søgte nye medvirkende til en omgang POV, og jeg kontaktede redaktøren via mail og fortalte min historie med mit synshandicap, og min stemmehørerproblematik. Hende jeg kontaktet sagde, at de allerede havde fundet en blind, men min historie godt kan være relevant. Nå tænkte jeg så bliver det nok ikke til noget. Sidste fredag blev jeg så ringet op af en tilrettelægger for programmet ved navn Sara, som syntes godt om min historie, og at den var spændende. Vi har så haft nogle gode snakke omkring min livshistorie, og hun virker bare så utrolig sød, og virkelig forstående. Hun kan godt forstå at jeg synes det med projektet er lidt overvældende. I tirsdags fik jeg så udleveret kameraet , og såh har jeg filmet min hverdag, og nogle af de ting, som jeg laver i løbet af dagen. Så jeg bliver en af de seks medvirkende i den nye omgang af Point of view det er ret vildt synes jeg. Men jeg vil det virkelig gerne. Jeg tror det bliver rigtig specielt for mig at se det, når det er lavet færdigt. Det er også lidt intenst, for jeg skal filme også når jeg har det svært, og fortælle kameraet hvis jeg fx hører stemmer og hvad de siger til mig. Og det er svært i det stemmerne ikke er glade for at jeg snakker om dem eller at jeg filmer. Grunden til at jeg har valgt at medvirke i programmet er, fordi jeg vil fortælle om mit liv med synshandicap og stemmer, og give folk indblik i, hvordan det er for mig. Jeg er glad for at jeg har sagt ja til at deltage selvom jeg i starten syntes det virkede grænseoverskridende. Det synes jeg ikke længere det gør.  

Medicinstigning

I onsdags var jeg hos min psykiater, hvor vi fik os en rigtig god snak. Hun spurgte selvfølgelig ind til hvordan det går med medicinen, som jeg er begyndt på, og jeg svarede, at det går lidt bedre i det jeg har mere overskud og ikke er helt så trist, men at det stadig ikke er helt godt. Jeg fortalte også, at det har hjulpet på stemmerne, hvilket hun blev meget glad for, og det er jeg også selv. Så hun synes jeg skulle stige lidt i medicinen så jeg har taget 75 mg. Siden i torsdags. Det er så mening at jeg på torsdag skal gå op på 100 mg. Som hun meget rigtigt sagde, så kan vi lige så godt være forsigtige.

Da jeg nævnte at det det antidepressive medicin har hjulpet på mine stemmer sagde hun, at det nok er fordi stemmerne er en del af min depression, og det havde jeg ikke lige tænkt på. Hun snakkede om at der findes depression med psykotiske symptomer, hvilket jeg godt ved. Jeg tror bare ikke at hun har ret i det, for jeg hørte jo stemmerne allerede mange år før jeg fik min første depression. Hun snakkede noget om at sætte mig ned i den antipsykotiske medicin jeg får, og det håber jeg ikke at hun gør, for lige nu er jeg helt stabil, og det vil jeg helst gerne blive ved med at være.

Endnu en depression

Efterhånden har jeg været trist og ked af det i noget tid. Og forrige gang jeg var hos min psykiater fortalte jeg hende om den vedvarende tristhed, ked af det hed og manglende overskud. Hun sagde til mig, at hun godt kunne teste mig for depression, og jeg blev stillet en masse spørgsmål om jeg har meget uro? Hvordan min appetit er? Om jeg går rundt med skyldfølelse? Om jeg har tanker om at dø? Hvordan min selvtillid er? Hvordan jeg sover? Om jeg føler mig træt? Eller tris? Om jeg har uro? Koncentrationsbesvær? Manglende energi??  Jeg kunne svare ja til de fleste, og så sagde hun, at jeg har en moderat depression, og det var egentlig en lettelse, da hun sagde det, fordi jeg har haft det på fornemmelsen i noget tid dog uden at diagnosticere mig selv. Nu er jeg så startet på antidepressiv medicin, som hedder Sertralin. Det gjorde jeg dagen efter vi snakkede sammen og nu har jeg været på de i tre uger tror jeg det er. Hun sagde også at hun synes jeg skulle starte på medicin, da det før har hjulpet mig. Så i en uge tog jeg 25 mg. Og ugen efter steg jeg til 50 mg og det har jeg været på lige siden.

Jeg ved ikke rigtig om jeg synes det har nogen virkning på mit humør, men en ting mærker jeg dog efter jeg er startet på pillerne jeg er blevet mere frisk, og har fået mere energi. Det er også som om der er kommet mere ro i mit hoved i forhold til stemmerne. Jeg har haft en del indre uro og sitren i kroppen det kommer stadig i perioder. Det er helt mærkelig at have så meget energi, når jeg er vant til at være ret træt og sløv på grund af Seroquelen. Samtidig med at jeg har energi og er frisk føler jeg mig trist, ked af det, har ikke ret meget overskud og lyst til at gemme mig væk og være alene. Sådan havde jeg det også første gang jeg havde en depression. Denne gang har jeg lettere ved at græde, hvilket jeg havde meget svært ved sidst. Jeg er faktisk glad for at være kommet på medicin, for jeg har virkelig haft svært ved at rumme at blive ved med at have det så skidt. Jeg er dog ikke helt sikker på, hvornår jeg begynder at mærke en virkning.  Jeg tager medicinen om morgenen, da jeg som skrevet bliver frisk af den. Jeg troede ikke antidepressiv medicin kunne virke på den måde. Jeg har haft brug for at skrive dette indlæg, men det har været svært at finde overskuddet til det. Jeg synes det er en hård tid, men jeg klare mig.  

POV - Det færdige resultat

Et indlæg, hvor jeg fortæller om det færdige resultat af POV-programmet.

Da jeg vågnede i morges var det med en god portion spænding lidt nervøsitet, og sommerfugle der flagrede rundt i maven. Det er nemlig den dag, som jeg har ventet på længe. Nemlig dagen hvor jeg skulle ind på DR og se det færdige resultat af mi afsnit til POV-serien. Inden da har jeg gjort mig en masse tanker om det. Hvad har de taget med? Hvordan fortæller din min historie? Hvordan viser din min hverdag? Giver det hele mening?

Sara og jeg mødtes inde på Nørreport omkring klokken ti, og så fulgtes vi videre til DR-byen. Da vi kom skulle jeg registreres i deres system med mit navn. Så viste hun mig Bamses hus, som stod til udstilling derinde det var nostalgi og barndom. Så gik vi op til den afdeling, hvor hun arbejder Videnskabsafdelingen så blev jeg præsenteret for redaktionen. Vi troede begge, at vi skulle se POV med det samme, men da jeg sagde goddag til redaktøren sagde hun ?I er godt nok tidligt på den.! Hun havde åbenbart forstået det sådan, at jeg først skulle se afsnittet klokken elleve. Klokken blev da et godt stykke over elleve, da hun sad i møde med DR3?s chef og det trak ret meget ud.

Da vi så endelig kunne komme i gang med at se det, så drillede teknikken i det rum, hvor det skulle vises det var noget med et stik, som ikke passede ind i computeren, så blev der brugt tid på at rode med det. Til sidst ringede de til en anden medarbejder på DR, for at hører om vi så i stedet for kunne låne et klipperum, da det rum de plejer at bruge var booket af nogle andre.  Og det kunne vi heldigvis godt.

Så da vi fandt rummet fik vi sat os til rette, og fik tændt for den computer og skærm der skulle bruges til at se programmet med. Programmet starter, og det føles ret underligt, at se mig selv og pludselig hører min egen stemme, for den lyder jo anderledes for mig i mit eget hoved. Som reklame ser vi et klip, vor jeg fejlagtigt går ud på cykelstien, da jeg ikke kan se kontrasten i mellem den og fortovet. Det starter ret hårdt ud med et øjeblik, hvor jeg er meget ked af det, og har det rigtig skidt. Da jeg så det satte det en masse følelser i gang hos mig, og jeg blev lidt ked af det igen. Sara var der dog og strøg mig over ryggen, lagde en beroligende hånd på min skulder og viste mig omsorg. Der er klip hvor jeg sidder på mit værelse og bruger min computer, og forklare om det forstørrelsesprogram der er på den. Der er også en scene hvor jeg stadig er rigtig ked af det, og ringer til en personale og får mig en snak. Jeg laver også toasts. På et tidspunkt går jeg ud til postkassen for at se om jeg har fået et brev angående et legat, og det har jeg, og jeg læser det højt for kameraet, og hopper af glæde. Det bliver også vist, hvordan jeg logger ind på min Netbank. Jeg gør også rent på et tidspunkt. Der er også et tidspunkt hvor jeg støder ind i en masse ting, da jeg så det klip kom jeg til at grine lidt, da det lyder ret sjovt, fordi jeg får sagt av en masse gange. Der er også en hyggestund, hvor jeg spiser havregrynskugler i mens jeg lytter til min lydbog. Der bliver også vist klip fra en samtale hos min psykolog, hvor jeg snakker om det med at blive taget væk hjemmefra, som ganske lille, og det svigt jeg følte, når min mor og far meldte afbud til forældredagene, og følelsen af, at de ikke gad mig. Hun snakker om, at det er synd for mig at jeg har det sådan, og det er synd for alle de unge som har det svært der bliver også vist klip, hvor jeg er ude at shoppe med min gamle ledsager, og hvordan jeg mærker på tøjet. Og jeg får købt julegaver til familien. Der er også et tidspunkt hvor jeg bliver forvirret og går forkert på grund af julepynt, så får mine kendemærker til at forsvinde. Et klip som jeg synes var rigtig hyggeligt er nytårsaften, hvor jeg sidder sammen med Jimmy, og spiser is, og hyggesnakker inden klokken bliver tolv. Og da klokken bliver tolv, hvor vi skåler og siger godt nytår, og får en lille dans.

Da vi havde set programmet færdig. Fortalte jeg, hvordan jeg havde oplevet det. At der var nogle ting, som jeg synes skulle have været med, men at jeg godt er klar over, at det hele ikke kunne komme med, da det vare 28 minutter, og der er jo mange timers optagelser. Jeg fik faktisk af vide, at jeg er den, som har optaget mest, og jeg var god til at bruge kameraet i forskellige situationer. Jeg fik sagt, at jeg synes det var hårdt, at se mig selv have det så dårligt, og det kunne de godt forstå. Jeg fik også af vide at de var kommet til at holde af mig, når de så programmet. Jeg fik faktisk rigtig meget ros, og det er godt, for så ved jeg, at jeg har gjort noget godt og rigtigt.

Jeg er godt tilfreds, for jeg synes de har forvaltet min historie rigtig godt, og gjort at den bliver fortalt åbent, følsomt og ærligt. Min hverdag bliver vist rigtigt godt både i forhold til mit synshandicap, og de udfordringer det bringer med sig, og min positivitet og glæde ved livet. Men der bliver også vist de tidspunkter, hvor jeg har det skidt psykisk, og føler mig sårbar. Og det hele er meget fint sammensat synes jeg. Der var dog nogle gange hvor jeg blev lidt forvirret, hvor jeg ikke helt følte at der var orden i de ting der skete, men det var ikke noget, som ødelage det gode billede af min hverdag eller min historie. Efter at have set programmet var jeg helt træt, og fyldt op i hovedet af indtryk. Tak til klipperne, for at lave en godt sammensat film. J       

Mit liv på TV

Her er et indlæg, som jeg gerne vil dele her på denne blog dem kommer der nok nogle stykker af. 

Det, at jeg kommer til at medvirke i et tv-program, som bliver vist for mange tusinde mennesker, tager ind i mellem pusten fra mig og gør mig også ret bange. Og når jeg bliver bange for det, så tænker jeg ved mig selv, hvad pokker har jeg rodet mig ud i?
Og når jeg får den tanke, ledsages den af følelsen af, at jeg har lyst til at trække mig ud af projektet. Det virker så voldsomt og svært at forstå, at mange mennesker kommer til at følge mig og min hverdag – både på godt og ondt, og med op- og nedture. På den anden side, har jeg jo gennemtænkt det, før jeg startede, og jeg er egentlig et menneske, som gerne deler mig selv og mit inderste med andre. Men hvor går grænsen?
Programserie på DR3
POV eller Point of View, som det hedder, er et dokumentarprogram, hvor seks forskellige personer giver os indblik i deres hverdag med både op- og nedture. Vi følger deres rutiner fra morgen til aften og ser livet fra deres synsvinkel. Alle har de noget, som de kæmper med og udfordrer dem i hverdagen. Hvert program har en titel, som beskriver det, som den enkelte har at slås med.
Kun min stemme i programmet
POV bliver optaget på den måde, at jeg selv filmer mit liv. Jeg har kameraet rundt om halsen i stropper og spænder den ene strop rundt om ryggen, og så sidder kameraet fast foran på brystet, så det filmer alt det, som jeg ser uden, at vi kommer til at se mit ansigt. Seeren ser, hvad jeg ser.


Tv-tilrettelæggeren har hjulpet mig på flere måder blandt andet ved at interviewe mig om mit liv og min historie, så jeg ligesom har noget at gå ud fra. Jeg har også fået at vide, hvad hun synes, jeg skal optage, og hvad der giver god mening i forhold til min historie.  Hun giver mig også ind i mellem nogle opgaver, som jeg så prøver at løse på bedste vis.
En af de opgaver, som virkelig har udfordret mig rigtig meget, var, da hun sagde til mig, at jeg skulle få folk til at forstå, hvordan det er for mig at høre stemmer. Jeg blev bedt om at skrive det ned, som de siger til mig, og så læse det højt, og det var virkelig udfordrende, da jeg aldrig før har sagt det, som stemmerne siger højt på den måde.
Hudløst ærlig og sårbar
Det, som har været meget grænseoverskridende for mig, er, at jeg har skullet filme i de svære stunder, når jeg havde det psykisk dårligt og åbne mig for kameraet og vise mig selv og alle mine følelser fuldstændig ærligt, uden at skjule noget som helst. I starten syntes jeg også, det var lidt grænseoverskridende at skulle bevæge mig rundt i offentligheden med kameraet, men sådan er det ikke længere – igen en tilvænningssag.
Det har også været svært for mig at skulle stå helt åbent frem med mine psykiske vanskeligheder og være så ærlig omkring det hele, både min stemmehøring, tristhed, uro, manglende overskud, tanker om og trang til selvskade. Det har bare været svært at være åben omkring mig selv, for til tider har jeg ikke syntes, at min historie er særlig spændende for folk at høre om, og jeg har også haft følelsen af, at det, jeg gjorde, med hensyn til at filme min hverdag ikke var godt nok. I disse situationer har det været meget svært for mig at skulle filme mine oplevelser. Hele projektet fylder meget i min hverdag, for jeg har tit tanker om, at det eller det burde jeg også filme, og alle disse tanker tager en masse energi fra mig.



Jeg har også fået besked på at skulle filme ting omkring mit synshandicap, da det jo også er en del af min historie.
Jeg har filmet, når jeg har gået med min stok, når jeg laver mad, og når jeg har været i Netto, som kan være et svært sted for mig at være grundet mit synshandicap.
Det har også været meget udfordrende for mig, da jeg fik besked på at filme, når jeg sanser i hverdagen og bruger mine sanser, da det jo er noget, jeg gør uden at tænke ret meget over det.
Den sjove del
Det sjoveste har nok været at være en del af projektet og give folk et indblik i min hverdag og give dem en forståelse af, hvordan det er at være mig med et synshandicap og stemmehøreproblematikken. Der har også været noget hyggeligt over at skulle filme hverdagen her på mit bosted, og sjovt var det også at få lov til at filme i caféen i Fountain House, og da jeg filmede, da vi havde kor, da det også er noget, som betyder meget for mig.
Venner og familie har været rigtig positive og meget rosende omkring min medvirken i programmet.  Alle har de sagt, at jeg er stærk, sej og modig, fordi jeg tør stå frem og fortælle åbent om min hverdag med et synshandicap og psykiske sårbarhed. Jeg har faktisk ikke fået nogle negative tilbagemeldinger, når jeg har fortalt folk omkring mig og programmet. De er meget spændte på at se det færdige resultat, hvilket jeg også selv er.
Jeg ved ikke endnu, hvornår programmet bliver vist. Men jeg ved, at det kommer engang i 2016 på DR3.
Håber I vil se med!
Af Katja 

Mennesker der kommer og går, og kommer igen

Mit sind er fyldt, og jeg hverken kan eller ville rumme mere i mit hoved nu. Jeg har lige fået den triste nyhed fra min ledsager, at hun er sygemeldt med stress, og derfor ikke må arbejde mere, hvor længe det vare ved hun af gode grunde ikke. Jeg har det som om alle de folk omkring mig, som betyder noget for mig forsvinder ud af mit liv, og det er slet ikke særlig sjovt. Det er faktisk rigtig hårdt.

Først var det min første kontaktperson her i huset, som lykkeligt vis blev gravid, men hun blev ret hurtigt i graviditeten sygemeldt grundet voldsomme plukveer, og nu har hun født en sund og rask pige, og det er bare rigtig godt. Når man tænker på, at hun mistede et barn sidste år. Jeg håber sådan at jeg når at se hende inden jeg flytter herfra, for hun har virkelig gjort rigtig meget for mig, som jeg slet ikke har fået takket hende for.  

For noget tid siden fortalte min psykolog så, at hun har besluttet sig for at stoppe, da hun er 67, og har en del bøvl med sin hofte, så det er helt okay, at hun vælger at stoppe, men det gør det ikke mindre hårdt, for hun er kommet til at betyde rigtig meget for mig, og har hjulpet mig i gennem en masse svære tider. Jeg er dog så heldig, at hun stadig gerne vil holde kontakten med mig efter hun er stoppet, så det er jeg bare rigtig glad for. Tak til dig for alle de gode mange snakke, og fordi du har lyttet til mig og støttet mig, når det var rigtig svært, og fordi så mennesket Katja og ikke min diagnose.  

Sidste år sagde min psykiater i gennem 7 år til mig, at hun nu mente at jeg havde fået det så godt, at jeg ikke behøvede at tale med hende længere. Jeg kunne heller ikke blive ved med at gå hos hende, da hun er tilknyttet Blindeinstituttet, og der går jeg ikke længere. Hun har faktisk snakket længere med mig end det egentlig var meningen, da hun godt vidste, at jeg har brug for at snakke med en, som jeg kender godt. Det var hårdt at sige farvel, da hun har fulgt mig gennem så mange år, og har givet mig den hjælp, som jeg havde sådan brug for dengang. Hun bad mig sende en mail om, hvordan det gik, og det gjorde jeg.  Tak til hende, for alt det gode hun har gjort for mig lyttet til mig, og støttet mig, når det var rigtig svært og ikke mindst taget mig alvorligt.

Her for noget tid siden blev min anden kontaktperson også sygemeldt på ubestemt tid, da hun også er plaget af sin graviditet, og grundet hendes historie med en uforklarlig abort sidste år bliver der ikke taget nogen chancer med hende, hvilket jo er ganske forståeligt. Jeg håber også jeg kommer til at se hende inden jeg flytter. Tak for hyggelige stunder, gåture og NADA, som virkelig har hjulpet mig, og for gode og støttende samtaler.

 Min nye ledsager skrev til mig på Facebook, at hun desværre er blevet sygemeldt med stress, og derfor ikke må arbejde mere, og hvor længe det kommer til at stå på ved hun ikke. Jeg kan næsten ikke overskue, at skulle skifte ledsager igen. Ud over at hun er min ledsager er hun også tilrettelægger for det POV-program, som jeg har været med i. og har haft travlt med to nye programmer til tredje sæson af POV som hun har skulle lave, og derfor har vi ikke set ret meget til hinanden. Fra starten har vi været tætte i relationen, og rigtig gode venner, og har virkelig hygget os med tur min gamle skole, strøgture, caféture, ture i forskellige kirker og en masse gåture. Jeg håber alt det bedste for hende, og at hun snart bliver rask. Og så håber jeg at hun fortsat kan være min ledsager.   

Min gamle ledsager stoppede også, fordi hun ikke kunne rumme både studie, at arbejde i Netto og som ledsager for mig. Det skete i januar måned. Vi har virkelig haft det fantastisk godt sammen med både shoppeture, cafébesøg, en masse gåture omkring søerne, tur i biografen og ude at spise sammen. Du har oplevet mig både gode og dårlige dage og har været meget forstående og lyttende når jeg har haft brug for det. Jeg er glad for at kende dig, og for at du har været en del af mit liv. Du blev min veninde lige så meget, som du var min ledsager, og det gjorde det trygt og rart. Jeg er glad for at vi stadig har kontakt og skriver sammen.

Det er nogle af de mennesker, som ikke længere er i mit liv. Nogle af dem kommer heldigvis tilbage på et tidspunkt, og det gør det lidt lettere for mig at håndterer.