Aftentanker

Det går ikke sådan super godt for tiden sådan rent psykisk. Tirsdag i denne uge blev jeg udskrevet efter at have været indlagt på psykiatrisk skadestue i en uge. Jeg er meget glad, og overrasket over at de beholdt mig så længe. Det har givet mig ro at være indlagt. Jeg tror jeg har fået det dårligt at Latuda, for det var efter jeg begyndte på det at det gik ned af bakke. Så det får jeg ikke længere.

Jeg har snakket med min psykiater i onsdags, og det var rart med en snak, og hun vidste godt at jeg havde været indlagt. Nu er jeg steget i den antidepressive medicin Sertralin fra 200 mg. til 250 mg. Så håber jeg det har en effekt på min tristhed og opgivenhed.

Det er hårdt at være hjemme synes jeg. Der er ikke nogen at tage fat i, når det hele er for svært at være i, og det var der jo på skadestuen. Jeg har tanker om at jeg gerne vil bo i et opgangsfællesskab, hvor der er personale, og det kan jeg snakke med min kontaktperson i distriktspsykiatrien om på tirsdag.

Det går ikke så godt med ikke at være selvskadende jeg er virkelig faldet i denne gang. Det er ikke så godt, men jeg føler ikke rigtig noget ved det udover at jeg synes det virker. Jeg har været det to gange efter jeg er kommet hjem. Og jeg var det to gange inden jeg blev indlagt. Mine tanker kredser om det hver dag, og jeg kæmper for ikke at handle på impulserne, men det er virkelig hårdt, og meget svært synes jeg. Især, når jeg føler at trangen til det fylder det hele, så kan jeg først finde ro, når jeg har skadet mig selv. Jeg får af vide af mange at jeg skal sætte noget andet i stedet for, men det er jeg ikke i stand til i øjeblikket.

Min veninde kommer her på et tidspunkt, og på den ene side glæder jeg mig til hyggeligt selskab, og på den anden side vil jeg bare gerne være i fred med mig selv og minedestruktive tanker. Jeg tror dog det er meget godt at jeg ikke skal være alene.

Jeg har tanker om at tage piller, for at få fred i mit hoved, men sjovt nok handler jeg ikke på denne tanke, men jeg handler på trangen til at være selvskadende ved at skære mig. Jeg tror det har noget at gøre med kontrol jeg kan ikke kontrollerer virkningen af pillerne, men jeg kan kontrollerer, hvad der sker, når jeg skærer mig.

Mine følelser er væk gemt under et tæppe af tomhed, og det betyder også at jeg ikke rigtig kan mærke, hvordan jeg har det. Der er bare tomt indeni. Er det godt eller skidt? Lige nu er det rart ikke at kunne mærke følelserne.   

Så gik den ikke længere!

Mit fiks, mit drug, mit stof og mit sus. Så gik den sgu ikkelængere. I dag er jeg faldet i med selvskade. Problemet er at det er rart, og at jeg har lyst til at gøre det igen. Jeg har det ikke en gang dårligt over det skete. Faktisk har jeg det bedre end inden jeg gjorde det. Hvorfor jeg gjorde det ved jeg faktisk ikke. Det farlige er at jeg kan mærke at mere vil have mere. Jeg har lyst til at gøre det igen. Det var, som om jeg ikke længere kunne modstå det indre pres, og så skete det ligesom bare. Så nu har jeg en arm, som ikke er særlig pæn.  

Jeg har haft meget støtte af min rigtig gode veninde, som virkelig har været der for mig, og vist mig forståelse. Jeg er så glad, for at jeg har hende i mit liv. Hun kæmper selv med det, og forstår mig på en ganske særlig måde.  

Mandagstanker

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg,så er jeg inde i en svær periode med tristhed, tankemylder, stemmer og tran til selvskade. I dag har jeg snakket med min kontaktperson, og jeg fortalte hende, hvordan jeg har det i øjeblikket, og hun syntes jeg skulle kontakte distriktspsykiatrisk center i Glostrup, for at få talt med min kontaktperson der, som sagt så gjort. Hun snakkede en masse om strategier, som jeg kan bruge, når det er svært, bruge mit netværk, bruge socialpsykiatrien i form af Det Røde Hus, gå en frisk tur, så jeg kan komme ud i lyset, gøre noget godt for mig selv måske tage et varmt bad. Jeg synes bare ikke de strategier lyder særlig virksomme hun sagde også at jeg skulle komme ud, og ikke isolerer mig. Og hvis det hele blev noget møg er der altid psykiatrisk skadestue. Det har hun selvfølgelig ret i, men de indlægger ikke, hvem som helst jeg er meget sikker på at hvis jeg henvendte mig der ville jeg blive sendt hjem, og det magter jeg bare ikke, for det vil være et slag for mig.

Min kontaktperson og jeg snakkede også om det her med at jeg gerne vil have hjælp til rengøring, og hun har snakket med visitationen, og der er op mellem seks til otte ugers ventetid. Jeg vil få noget mere viden om det i min E-boks. Vi snakkede også om det her med at vi føler at vi taler forbi hinanden, så min kontaktperson sagde at hvis jeg ikke synes det går imellem os, så har jeg altid ret til at få en anden. Det har jeg sagt ja til at jeg gerne vil have, så hun vil kontakte sin chef omkring det, så bliver det spændende om jeg får en jeg kan sammen med.